Samlinger

Bag overskriften ligger en kortfattet beskrivelse af mange af de ting og emner, som jeg samler på eller har samlet på gennem hele mit liv.

Som dreng samlede jeg på glansbilleder og servietter. Min servietsamling gav jeg til naboen datter. De gamle glansbilleder har jeg gemt. Jeg samlede også på Richs billeder, som min mor skaffede via indkøb af kaffetilsætning, der var meget brugt på dette tidspunkt. Denne samling blev senere udvidet til samlebilleder fra Foska (havregryn), Danmark (en anden kaffetilsætning) m.fl.

Jeg begyndte allerede som 5-årig også at samle på frimærker, godt hjulpet af mine forældre og min gamle farfar. Han havde nemlig gemt en masse julekort fra hans yngre dage, og dem gik jeg i gang med at fjerne frimærkerne og julemærkerne fra. Det var svært at få dem frigjort af julekortene, men det lykkedes til sidst. Mange blev dog svært beskadiget, men det tog jeg mig ikke så meget af. Efterfølgende klistrede jeg dem ind i et lille album. Til dette brugte jeg enten kontorlim eller melklister, som min mor forsynede mig med. Set gennem nutidens filatelistiske frimærkelup lyder historien som en rædselshistorie. Hverken frimærker eller julemærker “overlevede” som uskadte samlerobjekter, og endnu værre er det, at såfremt jeg havde ladet mærkerne sidde på julekortene, så havde de jo været “en formue” værd i dag.  

Jeg har lagt historien bag mig, og sørger fremover for ikke at ødelægge noget. 

Mine aktuelle samleremner er mange. Jeg har ikke opgjort dem nøjagtigt, men afhængig af hvordan jeg opgør dette, ligger det nok på mellem 90 og 100 emner.

Hvis man ser på samleriet i et mere overordnet perspektiv, så kan det opdeles i deciderede samlerting såsom indenfor filatelien, numismatikken, og samlerkort mv. Endvidere ting med relation til en kulturel interesse såsom historie, politik og musik. Dertil kommer ting, som jeg har fundet i naturen eller andre offentlige rum.

P.t. ligger mit primære samlerområde indenfor filateliens verden, og der er nok at fokusere på. Der er mange måder at samle frimærker på, og jeg har valgt den “brede vifte”, hvor jeg samler på mange forskellige lande. Det danske område omfatter frimærker, julemærker, jernbanemærker og velgørenhedsmærker. Dertil kommer posthistorien, som omhandler alt fra breve, postkort og helsager samt diverse stempeltyper i form af posthusstempler, tekstmaskinstempler (TMS), hjemmefrankeringsmaskinstempler, postbudde, PP-post, returpost, “strafporto”. Endvidere julekort med stemplede julemærker, herunder en speciel samling af julekort m/julemærker stemplet den 23.dec.

Min frimærkesamling omfatter udover de danske frimærker og stempler også et forsøg på at samle et eller flere eksemplarer af frimærker fra alle frimærkeudgivende lande og områder. Det har nu udviklet sig til en samling af frimærker fra de mange andre lande i hele verden. Nogle lande har jeg måske kun 20-30 frimærker fra, mens andre lande som USA, Canada, Australien og New Zealand er meget godt repræsenteret i egne album. Dertil kommer de øvrige europæiske lande, der i mange tilfælde også er repræsenteret med egne album.

Jeg samler også på amerikanske Quarters fra hver enkelt delstat i USA og tilknyttede områder. Dertil en årgangssamling af “one cent”.

Min musiksamling omfatter flere medier, nemlig 78-plader, LP- og single-plader, spolebånd, kassettebånd, CD’er og DVD’er samt endelig nogle hard-diske til vores TV.

Blandt de mange andre samlinger kan jeg blandt andet nævne de forskellige avisforsider, som den lokale avis Næstved Tidende/Sjællandske har haft siden starten (jeg mangler de første årgange samt nogle fra perioden 1920-1940). Endvidere ældre kulørte ugeblade (Hjemmet, Familie-Journalen, Billed-Bladet m.fl.), Hvem-Hvad-Hvor (mangler 2011 og 2013), tændstiketiketter, tomme øl-dåser fra danske bryggerier (1970-1981), Jan- og Flemming-bøger, hæfter med Davy Crockett, sang- og salmebøger, Dirch Passer film, Foska- Richs- og Danmarks-album, historiske og royale bøger mm, som er en del af min store bogsamling.

Jeg har endvidere samlet en lille database (på papir) over en lang række toldere, der har gjort tjeneste ved toldvæsenet i Præstø, Køge, Stege, Vordingborg og Næstved. Jeg råder dertil bl.a. over mange årgange af toldvæsenets personalehåndbog samt andre udgivelser om personalet i toldvæsenet de nævnte steder siden midten af 1800’tallet. Har af og til hjulpet personer, der forsker i deres slægt, og som har toldere blandt deres forfædre.

Endnu et særligt samlerområde vil jeg lige nævne, nemlig samlingen af julepynt fremstillet/købt af den nære familie. Stjernen på mit juletræ er anskaffet af min farfar omkring 1910-13. Dernæst har mine forældre (mens jeg var barn) købt nogle trommer og flag til juletræet, ligesom min far har klippet et specielt juleflet i form af et Dannebrogsflag. Min mor har hæklet en masse små hvide og røde kurve. Jeg har også selv bidraget til juleflethjerterne i 1953, 1956, 1958, 1987 og 2016. Efter jeg stiftede familie har jeg til vores fælles juletræ indkøbt forskelligt julepynt. Min svigerfar har også leveret et par udklippede fugle, hvorefter mine børn også har leveret julepynt til træet. Senest er jeg begyndt at få leveret julepynt fra mine børnebørn med ting, som de har lavet i skolen eller børnehaven.